Grundejerforeningen Grævlingehøj

       

                                                

 

 

Grævlingehøjs historie  

Grundejerforeningen Grævlingehøj består i dag af små hundrede grunde, der er udstykket af to gange.

Første udstykning skete i 1920 fra gårdejer Amos Pedersens Uglekærgård, der ligger tæt ved Kregme Station - øst for Frederikssundsvej og lige bag gården Springforbi. Anden udstykning er fra samme gård og blev udført omkring 2. Verdenskrig.

Den første udstykning er grundene nord (til højre) for Grævlingehøjvej fra Skovhøjen og ned til stranden. Anden udstykning er Falkevej og de øvrige veje syd for Grævlingehøjvej.

I 1928 var Grævlingehøj kun store marker uden bevoksning og med ganske få huse.

Vejene

Dengang gik Grævlingehøjvej i en lige linje fra 12 km-stenen på Frederikssundsvej og via en ubevogtet jernbaneoverskæring nord for Kregme Station. Hovedvejen og de øvrige veje var konstant dårlige med masser af sand ved overskæringen samt dybe, hullede hjulspor omkring en høj græsmidte, der var godt smurt ind i oliestænk fra de gamle biler.

Efter overskæringen blev vejen en dyb hulvej. Den fik senere en sti langs den nordlige side, hvorfra man kunne kigge ud over markerne på begge sider af vejen. Hele området er så kuperet, at bonden dengang måtte benytte tre heste foran selvbinderen.

Dengang havde vejene ikke navne. Til gengæld havde alle husene navne, så det var til at finde det rette.

Vejene var i begyndelsen ikke markeret, så man kørte med bilerne den lige vej fra hovedvejen på bakken til ens egen grund. Efterhånden, som husene blev solgt, måtte man finde ud af, hvor sidevejene egentlig var, så man ikke kørte ind over naboernes grunde.

Vejene var ikke anlagt, så sad en bil fast i mudderet, hentede man en af bondemændene med et par heste, der så trak bilerne op for nogle kroner. I begyndelsen blev vejene repareret med gamle jernbanesveller, senere blev det organiseret med grus og asfalt.

Og det var netop problemerne med vejene, der fik en håndfuld af bakkens beboere til at danne Grundejerforeningen Grævlingehøj i 1934.

Kontingentet blev brugt til at reparere den eroderede hovedvej – mange år før myndighederne forlangte asfalt på den. Ligesom der blev gjort noget ved sidevejene.

 Stranden

Strandgrunden blev også købt af grundejerforeningen, der sikrede en sandstrand med høfder af træ samt satte en træbro ud hvert år. Senere blev den inderste del af broen støbt i cement, der dengang begyndte få meter fra strandkanten. Nu ligger den første del af den gamle bro langt fra vandkanten, fordi først træbro og specielt den senere cementbro har sat meget sand ind.

 Husene

På toppen lå de fire grunde med det sorte bjælkehus ”Solbakken”, som vist er bygget lige efter 1. Verdenskrig af en forretningsmand, der havde tjent mange penge under krigen. I 1928 var ”Solbakken” til salg for 14.000 kr, men en bygningssagkyndig mente, at det var for dyrt i forhold til de ting, der skulle repareres på huset. Det blev dog senere solgt til lederen af fængslet på Blegdamsvej. Han byggede det om og pudsede huset lyserødt. Senere solgte han det til direktøren for brødfabrikken Rutana.

Nede ad Grævlingevej lå også dengang bjælkehuset helt ude ved Hestemarken, ellers lå der på bakken kun Harald Pedersens hus Vossevang på det nordøstlige hjørne af Grævlingehøjvej og Gyvelvænget. Samt huset øst herfor på hjørnet af Granvej og Grævlingehøjvej.

Længere nede lå på venstre hånd Fjordblink (Grævlingehøjvej 45), syd herfor lå på Krejumhuusvej Krejumhuus samt det lyserøde franskinspirerede nabohus, der senere kom til at hedde La Valle.

Hvor Grævlingehøjvej ender lå helt nede ved stranden ”Skrænten” (i dag ”Skipperhuset” Grævlingehøjvej 48), der i 1928 var til salg for 9.000 kr. På et tidspunkt blev det midlertidigt lejet ud til præsten i Kregme. Senere blev det solgt til en familie med fire voksne børn, hvor faderen var så haveinteresseret, at han lå på knæ og klippede græsplænen med en hækkesaks.

Lidt mod nord lå også det sorte hus ”Juuls Bakke” (Hybenvej 13).

Grunde uden huse blev i 1928 solgt for 5 øre pr kvadrat-alen.

Mange af husene blev bygget af de forhåndenværende materialer, der også var brædder fra adskilte ”Fordkasser”, som blev sendt til Danmark med bildele, der skulle samles herhjemme. Eller sågar af brædder fra appelsinkasser, som blev brugt til indervægge.

Drikkevand og el

Dengang var der endnu ikke trykvand på bakken, så alt vand skulle hentes ved en kilde helt nede på den sydlige side af Grævlingehøjvej ved begyndelsen af strandgrunden. I begyndelsen var der et par brøndringe med aflåst dæksel over, hvor man kunne sænke en spand ned og hentede vand til sine egne spande, som de fleste bar op til deres huse med et åg på skuldrene.

Senere kom der en vandpost, så man bare skulle pumpe vand i sine spande. Og endnu senere valgte de fleste grundejere at få gravet deres egne brønde på grundene omkring 1930.

Brøndgraveren boede først i Skævinge og senere i et hus ved Ølsted Strand og lavede mange ting for grundejerne. Når han skulle lave en brønd, brugte han en pilekvist til at finde de underjordiske kilder.

En mand gravede, mens en anden hejsede den løse jord op – i takt med at hullet blev sikret med brøndringe. Fandt brøndgraveren sten undervejs sprængte han dem væk, så det kunne hørs og føles over en stor del af bakken.

De første år var der ikke el på bakken, så maden blev de første år lavet på Primusapparater med petroleum og senere på gasblus, som blev forsynet af de gule gasflasker (11 kg for 11 kr dengang).

Stuerne blev oplyst af petroleumslamper. Og radioerne blev drevet med akkumulatorer, som blev opladet i cykelforretningen ”Kæden” i hovedgaden i Frederiksværk.

 Post, tog og telefon

Sidst på dagen nåede postbuddet frem til Grævlingehøj med breve og dagens aviser. De utålmodige kunne dog hente deres post på Kregme Station, hvor stationsforstanderen også tog sig af postekspeditionerne.

Stationsforstanderen var først fru Vilhelmsen, der senere blev afløst af fru Larsen, der var en på alle måder stor kvinde med herrebukser, herreskjorte, vest og stationsforstanderkasket – og stor værdighed. Hun gav klarsignal til lokomotivføreren inden afgang samt solgte billetter og ekspederede post. Betjeningen foregik gennem en lem i den lille dør mellem hendes kontor og ventesalen.

Fru Larsen boede sammen med sin mand hr Larsen, der var en mindre og meget venlig mand, der var baneformand ved HFHJ – Hillerød Frederiksværk Hundested Jernbane. Han passede sammen med sine folk banestrækningen og tog sig af gods til Kregme Station, der blev afleveret i et lille pakhus, der lå helt ude ved sporene henne mod Frederikssundsvej.

Dengang var der i øvrigt kun et enkelt spor. Og perronen lå som en forlængelse af platformen uden for stationsbygningen og det meste af vejen til overkørslen for Grævlingehøjvej, hvor det sidste stykke var en lille sti.

I ventesalen var der også en mønttelefon, mens få havde telefon i deres sommerhus. En af de første var i Juuls Bakke, hvor en ingeniør i KTAS (Københavns Telefon Aktieselskab) boede. Det var nemt at se, at han havde telefon, fordi man kunne følge rækken af telefonpæle fra stationen til huset for enden af (nu) Hybenvej (tidligere Poppelvej).

Inden det blev almindeligt med egen telefon i sommerhuset, organiserede foreningen en mønttelefonboks, der blev bygget i træ og placeret på hjørnet af Grævlingehøjvej og Duevænget.

 De handlende

Langt fra alle grundejerne havde bil fra en start, så indkøb blev klaret på cykel til Brugsen, købmanden eller Tatol i Kregme eller med tog eller cykel til Brugsen i Ølsted. Eller måske med cykel til købmanden på Hans Larsens Vej i Lille Kregme.

Men en del af de handlende besøgte også Grævlingehøj med deres varer. Hver dag kom bageren og mælkemanden. Mens slagter og grønthandler kom to gange om ugen. Af og til kom brøndgraveren forbi med de fisk, han selv havde hentet på fjorden. Og så kom der et par gange i løbet af sæsonen en keramiker, som solgte potter, skåle og lignende.

Mælkemanden – eller –konen – havde i starten mælken i junger med en tappehane i bunden af jungen fra Ølsted Mejeri, samt en stor presenning over for at skærme for solen. Husmoderen medbragte sin egen kande til mælken.

I trediverne kørte de handlende med små varevogne. Under krigen kørte de med varevognene trukket af heste, som måtte blive på hjørnet Grævlingehøjvej og Grævlingevej, fordi hestene ikke kunne klare turen op ad bakken.

Fra Gyvelvænget til (nu) Hybenvej var der en vej langs Hestemarken, som de benyttede på deres vej ned over bakken.

 Der er sket meget siden 1928, men meget af hyggen og naturen er bevaret.

 Som Lis Raahauge Rasmussen husker det - født 1922 og beboer på Grævlingehøj fra 1928.